Vi tilbyder pantebrevsfinansiering
Følg os på Facebook
Er I på jagt efter en bolig, der tillader jer at sætte jeres eget præg på det, der skal blive jeres fremtidige hjem – og skal sådan en bolig helst p...
Er I på jagt efter en bolig, der tillader jer at sætte jeres eget præg på det, der skal blive jeres fremtidige hjem – og skal sådan en bolig helst placeres på en stor grund med plads til alskens hobbyer? Så skal I kigge med her, når vi præsenterer en villa med masser af potentiale i Vamdrup.
Vamdrup er en gammel stationsby 15 km sydvest for Kolding. Med adresse lige uden for byen bosætter I jer i rolige omgivelser med god afstand til naboerne på alle sider. I får højt til himlen, og hen over marken til nord har I udsigt til Søgård Sø. Omgivet af hedeslette og Kongeåens vandløb er Vamdrup indbegrebet af landlig idyl, og I får da også vaskeægte småbystemning med i købet. Det gode vejnet tager jer hurtigt rundt omkring, bl.a. til Kolding, Vejen eller Haderslev på under en halv time, men hverdagen kan I trygt lade udspille sig i Vamdrup, for her får I både skole, pasningstilbud, indkøb, biograf og meget mere bare ti minutters kørsel fra hoveddøren.
Det er ejendommen på Nyskovvej 15, som vi skal kigge nærmere på. Med sine 142 kvm strækker boligen sig over entre, badeværelse, køkken-alrum, stue og værelse i stueetagen, mens der under førstesalens skråvægge venter tre værelser og endnu et toilet. En del af huset står endnu funktionelt, som for eksempel det hvide køkken, mens der andre steder skal tages fat med både hammer og malerpensel. Huset her trænger med andre ord til en kærlig hånd, men det byder til gengæld på gode muligheder for at sætte jeres eget præg – og med både sprossevinduer, fritlagte bjælker, franske døre og flotte trægulve er rammerne på plads.
Fra stueetagen har I udgang til den 11.616 kvm store grund. Huset ligger tilbagetrukket på grunden, midt i et indhegnet stykke, der foruden en god indkørsel byder på en flagstang midt i den grønne plæne. Fordi grunden er så stor som den er, er her gode muligheder for at opfylde alle jeres behov og drømme. Måske kunne I godt tænke jer at bygge til huset, så I får mere plads? Måske er det en dejlig, sydvendt træterrasse, der står øverst på ønskelisten? Eller måske skal der opføres bygninger til både hest, høne og motorværksted? Uanset hvad I drømmer om, så er der plads til det her på Nyskovvej.
Udviklet af